Tirsdag aften skal det danske fodboldlandshold fortsætte marchen mod VM i Qatar næste vinter.

Her er modstanderen Israel i VM-kvalifikationskampen. Og netop dét faktum gør, at forberedelserne til opgøret bliver anderledes for Københavns Politi.

Den højtspændte politiske situation, Israel befinder sig i, betyder, der skal tages yderligere hensyn, når det kommer til sikkerheden.

'Vi er opmærksomme på den særlige sikkerhedssituation omkring det israelske landshold og træffer de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Vi kan ikke gå nærmere i detaljer omkring det politimæssige setup,' skriver Københavns Politi i en mail til B.T.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er ikke første gang, at det israelske landshold gæster København.

I april 2002 mødtes Danmark og Israel i en venskabskamp i Parken, der udviklede sig dramatisk med mindst 150 anholdte i forbindelse med anti-israelske demonstrationer, der tog en voldelig drejning inden opgøret.

Kampen var præget af massiv ekstra sikkerhed, og kampstarten blev dengang udskudt i 15 minutter. Kampen blev dog afviklet, og danskerne vandt 3-1 på mål af Jan Heintze, Jon Dahl Tomassson og Dennis Rommedahl.

Danmark vandt det første opgør i denne VM-kvalifikation med 2-0 på udebane over israelerne, der jagter revanche i Parken tirsdag klokken 20.45.