Lyt til artiklen

En baneløber, en maskeret person og en, der modsatte sig udvisning fra MCH Arena, har alle fået bøder.

Midt- og Vestjyllands Politi har i forbindelse med torsdagens 2-2-kamp mellem FC Midtjylland og hollandske Feyenoord i Europa League anholdt tre hollændere.

Det fortæller operationsleder Henrik Glintborg natten til fredag.

De tre anholdte er en baneløber, en person, der bar maske, og en, som modsatte sig først udvisning fra stadion og dernæst anholdelse.

- De er alle tre løsladt igen. De har fået en bøde, som de allerede har betalt. Sådan er det, når der er tale om udenlandske statsborgere. Så skal de betale med det samme, siger Henrik Glintborg.

Efter kampen har der været hundredvis af hollandske fodboldfans i byen i Herning. Nogle af dem er fortsat ude at se på det midtjyske natteliv, fortæller operationslederen kort efter klokken 01.00.

- Jeg banker under bordet, mens jeg siger det her, men indtil videre er det forløbet fredeligt, siger Henrik Glintborg.

Mindre fredeligt gik det for sig på MCH Arena torsdag aften, hvor flere hundrede Feyenoord-fans havde fået fat i billetter til afsnit på stadion, hvor de ikke måtte være.

- Det mundede ud i nogle provokationer, og vi måtte flere gange vise hollændere hen til andre tribuneafsnit. Det er normalt ikke noget, politiet er inde over, men det var nødvendigt for at sikre ro og orden, siger operationslederen.

Politiet måtte træde til to gange på stadion, fordi der ifølge Henrik Glintborg var "alvorlige uroligheder på tribunerne".

- Det ser altid voldsomt ud, men det blev løst tilfredsstillende. Så vidt vi ved, kom ingen til skade, siger han.

Som følge af de hollandske uromagere kalder operationslederen kampen mellem FC Midtjylland og Feyenoord "en af de mest udfordrende kampe længe", når det gælder udenlandske fans.

/ritzau/