Et pokalnederlag gør ondt. Rigtig ondt.

Det kan samtlige Silkeborg-spillere skrive under på, men midt i den store nedtur, var der alligevel én af de rødblusede, der kunne glæde sig bare en lille smule.

Anfører Simon Jakobsen blev efter finalen mod Brøndby kåret til årets pokalfighter:

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var stolt af det. Det udligner ikke skuffelsen. Jeg ville gerne have solgt den (fighterpokalen, red.) for den store (pokal, red.). Men jeg er rigtig stolt af at tage den med hjem og blive kåret til kampens spiller blandt så mange dygtige.«

»Jeg synes selv, jeg kom i vejen for meget, og vandt vel 98 procent af mine dueller og lod mig ikke stresse alt for meget af deres pres. Så det er da fedt, at der er andre, der er enige med mig, at jeg gjorde det godt,« siger Jakobsen.

Det er Dansk Sportsjournalister, der står for kåringen, og det er således de journalister, der var akkrediteret til pokalfinalen, som har peget på Simon Jakobsen. Det er ikke altid, at journalisternes syn på fodbold matcher aktørernes, men lige i dette tilfælde mente Silkeborg-træner Peter Sørensen ikke overraskende, at flertallet havde set rigtigt:

»Det er fortjent. Han spiller en god kamp, og han har en fantastisk vindermentalitet, han har et overskud i kampene og i dagligdagen, som trækker andre med,« siger han.

Peter Sørensen var i det hele taget tilfreds med sit holds indsats trods nederlaget:

»Det har været en stor oplevelse for os alle sammen. Vi endte ikke som statister, og vi bidrog til, at folk fik en flot kamp. Vi var med og gjorde det, vi kunne. Det var ikke godt nok mod Brøndby, men kan vi gøre det lige så godt i resten af sæsonen, så tror jeg, at det ender godt for os alligevel,« siger han.

Første svar på om den forudsigelse holder stand, får Silkeborg søndag, når de skal forsøge at udligne Lyngbys 2-1-forspring i playoff-kampen om at undgå nedrykning fra Superligaen.