For to år siden tabte det franske fodboldlandshold EM-finalen. Paul Pogba mener, at man har lært af nedturen.

Moskva. Frankrig vil revanchere det smertefulde nederlag i EM-finalen for to år siden, når franskmændene søndag møder Kroatien i VM-finalen i Moskva.

Det siger den franske midtbanespiller Paul Pogba ifølge Reuters.

- Jeg kender følelsen af at tabe en finale. Jeg vil ikke have, at det sker igen, siger Manchester United-stjernen.

Frankrig tabte for to år siden EM-finalen på hjemmebane til Portugal.

- Vi vil ikke lave de samme fejl som for to år siden, siger Pogba.

I EM-semifinalen vandt Frankrig dengang over de regerende tyske verdensmestre, og det gjorde Pogba og holdkammeraterne for selvsikre forud for EM-finalen mod Portugal. Det mener Pogba i hvert fald.

Frankrig regnes også som favorit mod Kroatien, som aldrig før har spillet en finale ved en EM- eller VM-slutrunde.

- Jeg tror, at vi ved EM allerede troede, at vi havde vundet. Mentaliteten var ikke den samme som nu.

- Jeg vil ikke lyve. Da vi slog Tyskland, troede vi, at det var finalen. Mod Portugal troede vi, at vi havde vundet kampen, inden den begyndte. Det kommer ikke til at ske igen, siger Pogba.

Han kalder kroaterne for "mentalt stærke", eftersom Kroatien har haft en svær vej til finalen.

Der skulle straffesparkskonkurrence til i både ottendedelsfinalen mod Danmark og i kvartfinalen mod Rusland, mens England i semifinalen blev slået i forlænget spilletid.

Det er tredje gang, at Frankrig skal spille en VM-finale. Det blev til triumf i 1998 og et finalenederlag i 2006.

/ritzau/