Den tyske forsvarer Antonio Rüdiger satte tilsyneladende tænderne i ryggen på Paul Pogba i EM-kamp tirsdag.

Frankrigs midtbanespiller Paul Pogba har det fint med, at Tysklands Antonio Rüdiger tog "en lille bid" af ham i tirsdagens EM-kamp mellem de to nationer.

Det siger han efter kampen ifølge Goal.com.

I opgøret, som Frankrig vandt 1-0, stødte de to spillere sammen i slutningen af første halvleg. På billeder fra episoden kunne man efterfølgende se, hvordan Rüdiger tilsyneladende satte tænderne i ryggen på franskmanden.

Det fik Pogba til at protestere til kampens dommere. Der blev dog ikke givet noget kort eller tildelt frispark. Situationen blev heller ikke tjekket af videodommersystemet VAR, men det har Pogba det fint med.

- Vi er venner, siger han om Rüdiger og tilføjer om episoden:

- Det her var ikke noget stort. I så alle tv-billederne, men det er allerede overstået og hører fortiden til. Jeg græder ikke og beder ikke om gule og røde kort for sådan noget.

- Han (Rüdiger, red.) tog en lille bid af mig, tror jeg. Vi har kendt hinanden længe, og jeg synes, det er godt, at han ikke modtog et kort for det.

- Jeg ønsker ikke, at han skal få karantæne på grund af det her, siger Paul Pogba ifølge Goal.com.

Antonio Rüdiger har ikke selv udtalt sig om episoden, og der har heller ikke været nogen meldinger fra Uefa om, hvorvidt situationen vil få konsekvenser for tyskeren.

Skulle det ske, så vil han ikke være den første fodboldspiller til at blive straffet for at bide en modstander under en stor slutrunde.

Tilbage i 2014 blev uruguayanske Luis Suárez idømt fire måneders karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter for at bide italienske Giorgio Chiellini under en VM-kamp mellem de to nationer.

/ritzau/