Den franske midtbanespiller mener, at Manchester United bør være mere aggressive på hjemmebane.

Manchester. Manchester United spiller for defensivt.

Det mener den franske midtbanestjerne Paul Pogba, efter at holdet i weekenden hjemme på Old Trafford spillede uafgjort mod Premier League-oprykkerne fra Wolverhampton.

- Vi var på hjemmebane, og vi bør spille meget bedre mod Wolverhampton. Vi er her for at angribe.

- Når vi angriber, er det nemmere for os, sagde franskmanden efter lørdagens kamp, der endte 1-1, ifølge AFP.

Pogba vil dog ikke forholde sig konkret til, hvad det er, der afholder Manchester United fra at være mere offensiv.

- Det kan jeg ikke sige noget om, fordi jeg er en spiller. Det er ikke mig (der bestemmer, red.), siger han.

Paul Pogba mener, at modstanderne bliver bange, når de ser Manchester United angribe.

- Måske skal vores attitude være bedre, og vi skal spille bedre, fordi vi er på hjemmebane, og vi bør angribe og presse, ligesom vi gjorde mod Tottenham, Liverpool, Chelsea og Arsenal sidste sæson.

Manchester United ligger efter seks kampe på syvendepladsen i Premier League med ti point.

/ritzau/