For syvende år i træk kunne PSG lade sig hylde som vindere af den franske Super Cup efter sejr over Marseille.

Allerede i sin tredje kamp som træner for den franske hovedstadsklub Paris Saint-Germain skulle Mauricio Pochettino vinde sit første trofæ med klubben.

Det gjorde han, da holdet slog Marseille med 2-1 i den franske Super Cup onsdag aften.

Det er en turnering, hvor sidste sæsons vindere af ligaen og pokalturneringen møder hinanden.

Da PSG vandt begge turneringer i sidste sæson, gik den sidste plads i cupfinalen til holdet, som endte på andenpladsen i den franske liga Marseille.

Det blev desuden den syvende Super Cup-sejr i træk for de regerende franske mestre, der har siddet på størstedelen af de franske titler det seneste årti.

Den første halve time af kampen var der ingen af holdene, der for alvor blev farlige.

Men det skulle ændre sig, da PSGs argentinske angriber, Mauro Icardi, fik sat pandebrasken på et indlæg fra højre side efter 40 minutter.

I første omgang fik Marseilles målmand Steve Mandanda pareret, men Icardi var hurtigt over returen, som han let kunne trille ind over stregen.

Samme Icardi var på spil igen sekunder før pausefløjtet, da han efter flot opspil sparkede bolden på underkanten af overliggeren.

Men til Marseilles held var det akkurat ikke nok, og derfor gik holdene til pause med en 1-0-føring til PSG.

Anden halvleg blev en chancefattig affære, og kampen nærmede sig sin ende, da det for første gang blev spændende.

PSG blev tilkendt en straffespark, som Neymar tog sig sikkert af.

Det lod til at give Marseille noget liv. Holdet reducerede i hvert fald til 1-2 kort før tid på et smart mål med hælen fra Dimitri Payet.

Men det var ikke nok, og dermed kunne PSG løfte pokalen.

/ritzau/