En gruppe walisiske fodboldfans fik sig nok noget af en overraskelse lørdag.

For da de på pubben The Turf skulle varme op til kampen mellem Wrexham og Boreham Wood, fik de selskab af ingen ringere end en vaskeægte Hollywood-stjerne.

Pludselig stod en storsmilende Paul Rudd, der er kendt for blandt andet hitserien 'Friends' og filmen 'Ant Man', i mængden med et stort smil og en fadøl i hånden.

Billeder viser, hvordan skuespilleren gav sig god tid til at tale med de mange forbløffede fans, og han var bestemt heller ikke for fin til at kaste sig ud i sang med dem.

Paul Rudd var på pub med de mange fodboldfans.
Paul Rudd var på pub med de mange fodboldfans. Foto: ED SYKES
Vis mere

Hans besøg skyldes, at han er gode venner med Ryan Reynolds, medejer af Wrexham, der vandt lørdagens kamp med 3-1.

Noget, der betyder, at klubben efter 15 års ventetid er rykket op til de professionelle fodboldrækker.

Wrexham, der blev stiftet i 1864, er den ældste klub i Wales og det tredjeældste professionelle fodboldhold i verden.

Klubben vandt rækken, da de med én kamp tilbage har fire point ned til Notts County.

Paul Rudd (th.) og Ryan Reynolds var begge til lørdagens kamp.
Paul Rudd (th.) og Ryan Reynolds var begge til lørdagens kamp. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Det var tilbage i februar 2021, at Ryan Reynolds sammen med sin barndomsven Rob McElhenney valgte at købe Wrexham AFC, og i den forbindelse meldte de ud, at de ønskede international succes for klubben.

Lørdag kunne de så fejre et stort skridt med et fyldt Racecourse Ground, og når tømmermændene har lagt sig, kan de så begynde at forberede sig på et nyt kapitel næste sæson – her står den nemlig på Football League.

'Alt, jeg ejer, lugter af champagne, øl eller græs. Jeg veksler stadig mellem at grine og græde. Denne her by og denne her sport er noget af det mest romantiske på jorden. Tak, Wrexham,' skriver Ryan Reynolds i et opslag på Instagram.