1.000 teorier er blevet fremlagt om, hvad der præcist er gået galt i Manchester United, og hvordan den engelske traditionsklub vender tilbage til toppen af tabellen.
Nu kommer der hjælp til fra uventet kant.
Oasis-stjernen Noel Gallagher, der også er notorisk kendt for at være stor Manchester City-fan, foreslår et nyt trænernavn til 'De røde djævle' i den anden del af Manchester i talkSports podcast.
Og det er en dansk træner, han har som topkandidat.
»De er nødt til at have mere tålmodighed på den korte bane, og så skal de have en mand ind som Thomas Frank, der kan bygge holdet op fra bunden,« siger rockstjernen.
Gallagher-broren tror altså, at Brentfords danske succestræner, Thomas Frank, kunne være den rigtige mand til at strikke et langsigtet projekt sammen i Manchester United.
»Fansene skal sænke deres forventninger og give Thomas Frank tid.«
»De skal lade være med at købe Pogba eller Sancho bare, fordi de har råd, og fordi de ved, at det vil få deres fans til at holde kæft i seks uger.«
Manchester United ligger i øjeblikket nummer seks i Premier League, mens de ligger sidst i deres gruppe i Champions League efter deres choknederlag til FCK.
