Midt i skuffelsen over at misse VM kom der pludselig en overraskende melding. 

Bag Letná Stadion i Prag stillede de danske spillere sig op på rad og række og talte med journalisterne. 

Og da én af dem, Christian Nørgaard, blev forholdt sin egen fremtid på landsholdet i en alder af 32 år, blev han næsten helt paf. 

»Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke endnu. Jeg skal hjem og tale med Brian Riemer (landstræner, red.) om det. Jeg ved det faktisk ikke,« siger Nørgaard og fortsætter: 

»Jeg var overbevist om, at vi ville komme til VM, fordi det har set så godt ud. Det gjorde ondt i maven at ryge ud på den her måde.«

»Jeg har gjort mig nogle tanker i noget tid. Jeg havde håbet på VM, så jeg skal hjem og tænke over det hele. Det er en bitter følelse lige nu,« forklarer han videre. 

Ifølge Nørgaard var der midt i skuffelsen lys i de mange nye spillere, der er kommet på landsholdet. 

Alligevel er han ikke klar til at tilkendegive sin egen fremtid på landsholdet. 

»Jeg tror virkelig, der venter det her landshold en fantastisk fremtid. Det mener jeg virkelig. Der er så mange unge, energiske spillere. Lad os gøre, hvad vi kan for at bakke dem op.«

»Nu havde jeg håbet på, at jeg skulle til VM med resten af holdet. Der er sket nogle ting over det sidste halve år, det er nogle fantastiske unge spillere, der kommer frem. Jeg skal tænke over det.«

Danskerne tabte efter en dramatisk straffesparkskonkurrence til Tjekkiet tirsdag aften i Prag. 

Forud havde gået 120 vanvittige minutter, hvor danskerne undervejs var bagud to gange. 

2-2-resultatet endte dog med at være det tætteste, Danmark kom på VM. 

For tjekkerne viste sig bare bedre fra straffesparkspletten. 

B.T. Fodbold

VM er væk for Danmark. Vi tager den svære snak om, hvem der havde sin sidste chance for at spille med ved fodboldens største fest. Det er en terapi for alle, der har fået ødelagt deres sommer. Vært: Jonas Ryefelt  Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen