Når FC Barcelonas cheftræner takker af i klubben, skal han have en pokaltitel med, mener Gerard Pique.

Madrid. FC Barcelonas forsvarsspiller Gerard Pique vil give holdets cheftræner, Luis Enrique, en værdig afsked ved at vinde finalen i den spanske pokalturnering lørdag.

Det vil i så fald være det niende trofæ for Enrique, der har stået i spidsen for Barcelona i tre år, men stopper efter sæsonen.

- Han er en af de bedste trænere i klubbens historie. Han fortjener, at vi leverer en flot finale.

- At vinde et trofæ er den bedste måde at forlade klubben på. Det har vi en god mulighed for, siger Gerard Pique.

Finalen i pokalturneringen står mellem mægtige Barcelona, der har haft en skuffende sæson, og Alaves, der sluttede som nummer ni i den spanske liga.

Luis Enrique advarer dog mod, at man undervurderer finalemodstanderen.

Alaves var afgørende for, at Barcelona ikke formåede at vinde mesterskabet i Spanien, da holdet slog Enriques mandskab 2-1 på Camp Nou i september.

Barcelona sluttede sæsonen tre point efter Real Madrid.

- Jeg har chancen for at slutte min tid i Barcelona med endnu en titel, men vi står over for årets overraskelse i Spanien, siger Enrique.

Kampen er den sidste professionelle kamp, der bliver spillet på Vicente Calderón i Madrid.

Stadionet, der i årtier har været hjemmebane for Atlético Madrid, bliver nemlig revet ned efter sæsonen.

Efter et årti i de lavere rækker i Spanien vendte Alaves tilbage til den bedste række med en flot niendeplads.

Meget af succesen tilskrives holdets rutinerede cheftræner, Manuel Pellegrino.

Vedholdende rygter siger, at træneren skal til en større klub efter sæsonen. Men argentineren holder fokus på finalen.

- Jeg er meget taknemmelig for alt det arbejde, de her gutter har leveret. Der er ikke en eneste, der ikke fortjener at spille denne finale, siger Pellegrino.

Barcelona er uden den karantæneramte angriber Luis Suárez til kampen. Også forsvarsspilleren Sergi Roberto har karantæne.

/ritzau/AFP