Havde det ikke været for Pione Sistos kreativitet, driblinger og flotte mål, havde man nok kunne sælge Danmarks 1-0-sejr over Panama på apoteket som sovepiller i håndkøb. Men der - midt på en pukkelpist af en pløjemark - løb Pione Sisto rundt og hyggede sig med bolden.

Han elsker at drible. Han elsker at underholde. Men når han åbner munden, finder du ikke mange mere rolige og afslappede fodboldspillere. Tonefaldet er ydmygt, men ordene, der serveres på med tyk midtjysk dialekt, forsøger ikke at nedtone noget som helst. Heller ikke hans egne evner. Der er ingen tvivl om, at Pione Sisto bare er helt ærlig, når han siger, at han har spillet fantastisk - og at hans første landsholdsmål efter 11 kampe ikke er noget, der overhovedet har fyldt noget hos landsholdsdribleren.

»Det var ikke nogen forløsning. Det, at jeg scorede i går, betyder ikke, at jeg er mere fast. Jeg synes selv, at jeg har spillet helt fantastisk i mange af kampene. Mål er selvfølgelig også en måde at vise sig frem på, men det er ikke nogen forløsning,« siger Pione Sisto dagen efter sejrsmålet over Panama.

Det var ikke kun Pione Sistos snævre driblinger og mål, der fangede folks interesse i landskampen. For kiggede man ned på hans fødder, kunne man se et par orange støvler, hvor snørebåndet noget atypisk flagrede ud til siderne. Det er ikke normalt at se på en fodboldspiller, og William Kvist kunne da heller ikke lade være at bemærke det efterfølgende. Landsholdsveteranen kaldte Pione Sisto for Diego Maradona med henvisning til netop måden at bære de vigtige fodboldværktøjer på.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Nu skal I huske på, hvorfor han kaldte mig Maradona. Det var vist mest på grund af det, der skete på mine fødder. Jeg har aldrig set ham spille, men jeg har da set klip med ham. Kvist kan godt lide at drille mig lidt,« siger Pione Sisto og forklarer tankerne bag, at han slet ikke snører sine snørebånd.

»Jeg kan godt lide, at jeg ikke sidder så godt fast. Vi har fået nye støvler, og den er ret klemt fast. Det er en Mercurial Vapor, og den sidder lidt for godt fast, så jeg har faktisk klippet lidt ude i siderne, og så har jeg simpelthen bare ladet være med at binde dem. Det er de her afrikanske fødder. Har I set dem før? De er lidt anderledes,« siger Pione Sisto, som trods alt undlod at vise fødderne frem fredag formiddag.

Han viste til gengæld, hvad de kunne aftenen forinden. Det var en god landskamp af Pione Sisto, men ikke den eneste af ham. For den lille dribler er blevet en vigtigere og vigtigere del af Åge Hareides landshold. Pione Sisto og Christian Eriksen er de to universalnøgler, når modstanderne låser døren taktisk. Og han mærker også selv tilliden fra landstræneren.

»Jeg føler virkelig, at Åge har tillid til mig. Det er enormt vigtigt. Jeg kan mærke på ham, at han vil noget med mig. Det er rent taktisk. Jeg føler mig godt tilpas, for jeg er meget enig med ham i den måde, han gerne vil have mig til at spille på. Det gør tingene meget nemmere,« siger Pione Sisto og uddyber.

»Jeg har været en del af startelleveren i de seneste seks kampe. Det har været nogle rigtig vigtige kampe, hvor jeg har været med og kunnet gøre, hvad der skulle til for, at vi kunne komme af sted. Jeg ved, at jeg er enormt vigtig for holdet.«

Pione Sisto har succes på landsholdet og har spillet sig ind som en vigtig brik i forhold til at få succes til sommerens VM. Men på klubholdet i Celta Vigo har han på det seneste til gengæld været forvandlet fra fast mand til rotationsspiller.

»Hvis du kigger på det første halve år, havde jeg ni assister og fire mål sådan cirka. Jeg var jo helt oppe at køre. Men jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg på det seneste har været mere ude og inde af holdet. Der er ikke noget, jeg har gjort anderledes, så hvis du spørger mig, ved jeg ikke hvorfor,« siger Pione Sisto.

Der er stadig tre måneder til VM, og selv om spilletiden for Pione Sisto er blevet en anelse mindre i Celta Vigo på det seneste, er der ingen tvivl om, at Åge Hareide allerede er begyndt at søge russisk visum til sin driblende yndling. Det ved Pione Sisto også godt selv.

»Om jeg føler mig sikker på, at jeg skal til VM? Ja, det gør jeg. Men jeg bruger det ikke til noget. Det er ikke, fordi jeg tager til Spanien og tænker, at jeg er med lige meget hvad. Nej, nej. Om jeg er med eller ej, så har jeg en tilgang til tingene, som jeg skal give klubben. Det handler om, at jeg skal udvikle mig. Om jeg føler mig sikker eller ej, skal ikke betyde noget i forhold til, hvordan jeg tackler tingene,« siger Pione Sisto.