At miste et nært familiemedlem alt for tidligt er noget af det værste, man kan forestille sig. Det er dog, hvad landsholdsspilleren Pierre-Emile Højbjerg har oplevet, da hans far døde på grund af kræft.

Nu taler landsholdsspilleren ud om farens sygdomsforløb og død.

»Jeg bryder ud i gråd. Jeg holder telefonen væk og er utroligt ked af det. Det hele ramler.«

Det er sådan, Pierre-Emile Højbjerg reagerer tilbage i august 2013, da hans far ringer til ham og fortæller, at han har fået kræft. En besked han modtager efter, at han lige er blevet 18 år, har skrevet sin første professionelle kontrakt med storklubben Bayern München og lige er blevet skadet og ligger i gips.

Igennem forløbet modtager Højbjergs far behandling i Tyskland og er hos danskeren hver anden uge og så ti dage frem.

»En af gangene lander han i lufthavnen og er utroligt afkræftet. Han løber så over i armene på mig og siger: 'Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø.' Så jeg må stå i lufthavnen og fortælle ham, at det ikke kommer til at ske, fordi vi kæmper for det sammen,« siger Højbjerg til fodboldprogrammet 'Sat Af' på mediets Facebookside.

Højbjerg kom efter noget tid tilbage fra sin skade, og så startede der en hård kamp om at spille for førsteholdet af en helt speciel grund:

»Jeg kæmpede helt vildt for at få kampe for førsteholdet, da det ville udløse en ret stor bonus, som jeg kunne bruge på behandlingen af min far, da der var nogle problemer med betalingen af kemoen. Så min far og jeg kæmpede begge som fuldstændig vanvittige. Jeg endte med at få fire kampe, og tre af kampene gjorde, at jeg kunne betale de sidste regninger for min fars behandling.«

Denne video er ikke tilgængelig, da den indeholder marketing og statistik cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger. Ændring af dit samtykke.

Sidste gang Pierre-Emile Højbjerg ser sin far, inden han går bort den 22. april 2014, er en aften på Rigshospitalet, og Højbjerg husker det tydeligt:

»Sidste gang jeg ser min far på Rigshospitalet, der kigger vi ud, og Parken lyser op, det gør den nogle gange. Så siger min far til mig: 'Ja, nu skal du også lige spille for landsholdet, så har du vist gjort det meget godt.' Det er derfor, at jeg i interviewet efter min første landskamp bliver så berørt,« siger midtbanespilleren med reference til interviewet øverst i artiklen.

I sin tredje landsholdskamp scorede Højbjerg sit første mål for A-landsholdet i en venskabskamp mod Armenien.

Målet, der skulle have affødt stor glæde, affødte i stedet en stor sorg for landsholdsspilleren:

»Der hvor sorgen rammer mig, det er der, hvor jeg scorer mit første landskampsmål. Hvis der var én i hele verden, jeg ville dele det med, så var det min far. Jeg fik så ondt i maven, og jeg fik det så dårligt. Jeg kunne ikke glæde mig over noget i månedsvis.«

Sorgen forsvandt først for alvor for to år siden, da fodboldspilleren blev far:

»Da jeg fik min datter Rosa, var det første gang, siden min far døde, hvor jeg tænkte, at livet er fantastisk,« slutter Pierre-Emile Højbjerg.

Den 24-årige danske fodboldspiller har været fast mand for Southampton i denne sæson. Klubben ligger efter otte runder i Premier League lige over nedrykningsstregen.