'De bør nægte at tage den på!'
Den nye landsholdstrøje, der skal bæres i den kommende landskamp, har hurtigt igangsat en heftig debat blandt landets fodboldfans.
For trøjen er rødbedefarvet og grå i stedet for – som traditionen foreskriver – Dannebrogsrød- og hvid. Kan man det?
Nej, det kan man ikke – i hvert fald ikke hvis man spørger Dansk Folkeparti-stifter Pia Kjærsgaard. Den 77-årige Folketingsprofil var ved at spytte morgenkaffen ud, da hun så den nye trøje.

»Det er fuldstændig forkert. Hvor bliver de rødhvide farver af? Hvad er det for noget? Det er så besynderligt,« konstaterer hun til B.T.
»Det er så trist. Skal klaphatten så også være en anden farve? Nej, landsholdet skal da bære rødt og hvidt – som Dannebrog.«
Og Pia Kjærsgaard mener faktisk, at landsholdsspillerne bør skride til aktion.
»Ja, jeg synes næsten, de bør strejke. De bør simpelthen nægte at iføre sig den trøje.«
Den nye landsholdstrøje er et samarbejde mellem DBU, Hummel og det danske tøjfirma HALO – og skal bæres i den kommende hjemmekamp mod Spanien.
B.T. har forsøgt at få kommentar til Pia Kjærsgaards kritik fra Hummel. Indtil videre uden held.