Pia Kjærsgaard rasende på nye landsholdstrøjer: 'Jeg synes, vi skal kræve en forklaring'
Det danske landshold har netop lanceret nye hjemmebanetrøjer i mørke farver – Pia Kjærsgaard er ikke tilfreds.

Det danske landshold har netop lanceret nye hjemmebanetrøjer i mørke farver – Pia Kjærsgaard er ikke tilfreds.

DBU har netop lanceret en ny hjemmebanetrøje - der skal benyttes i resten af 2026's landskampe.
Trøjen er skabt i samarbejde med skatermærket ALIS og udfordrer de klassiske dannebrogsfarver i og med, at farverne er mørkerød og sort.
Det har skabt stor røre på de sociale medier, hvor fans brokker sig over farvevalget.
Og det bakker den tidligere formand for Folketinget og medstifter af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard op om - det fortæller hun til B.T.
»Jeg kan godt forstå dem, og jeg støtter dem 100 procent. Altså, hvad ligner det? Og hvad skal det til for? Jeg ved ikke, om det er provokationer, eller om det er rædsel for at vise vores nationalitet?« Siger Pia Kjærsgaard til B.T. og fortsætter:
»Det lyder meget dystert på alle måder, synes jeg, og jeg forstår det simpelthen ikke.«

Christiansborg-veteranen, der har været medlem af Folketinget i 42 år, mener slet ikke at en landsholdshjemmetrøje bør afvige fra de klassiske farver.
»Jeg ved slet ikke, hvordan man finder på sådan noget. Man går ind og rører ved nogle områder, hvor folk helt berettiget bliver vrede,« fortæller Pia Kjærsgaard og fortsætter:
»Jeg synes, det er latterligt, det må jeg sige. Det er stødende, og jeg forstår ikke hvorfor. Jeg synes, vi skal kræve en forklaring.«
Pia Kjærsgaard mener, at fansene og sågar spillerne bør protestere.
»Altså, hvad sker der for dem, når de foreslår at få sådan noget igennem? Jeg forstår det ikke. Og jeg synes, at spillerne og også publikum skal protestere mest muligt - naturligvis,« fortæller DF-profilen.
B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, giver - i modsætning til Pia Kjærsgaard - den nye landsholdstrøje en mere varm velkomst.
»Af en special-trøje at være synes jeg faktisk, at den er ret flot. Som udgangspunkt skal en landsholdstrøje være Dannebrog-rød, men for mig er det ok med et lidt mere 'street' look i en kort periode,« siger sportsredaktøren.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Hummel.
De nye trøjer skal bæres under hjemmekampene for både herre- og kvindelandsholdet i november og december.