Travle morgener. Madpakker. Og tre børn, der skal godt ud ad døren.

Hjemme hos Petra Nagel og manden Asbjørn Munk kan kærligheden let drukne i hverdagen.

Det fortæller hun i et interview med ALT for damerne.

Tv-værten er hudløs ærlig om, at hun og manden Asbjørn Munk ikke altid er synligt kærlige over for hinanden i hverdagen.

Derfor prøver hun at minde sig selv om, at børnene også skal se kærligheden mellem deres forældre – ikke kun de pressede øjeblikke.

»Mit raison d’être her i livet er at være et spejl for andre, så jeg skal også vise vores børn, hvordan den romantiske kærlighed er. Det er vigtigt. Især fordi Asbjørn og jeg godt kan skændes og bide af hinanden foran børnene,« siger hun og fortsætter:

Petra Nagel og Asbjørn Munk i 2023
Petra Nagel og Asbjørn Munk i 2023 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det er også fint at vise dem, at man kan være uvenner – men federe er det jo heller ikke at se på. Så mine børn forstår, at mor og far bliver uvenner, men de får også at vide, når vi er gode venner igen.«

I dag er det de små ting, Petra Nagel finder romantiske.

At den anden husker de små ting, som kan gøre hverdagen bare lidt lettere. Og at man føler sig set og elsket midt i praktikken.

Petra Nagel og Asbjørn Munk mødte hinanden, da hun var 32 år.

Mindre end et år senere var hun gravid med deres første barn, Pelle Emil. Derudover har de Rosa og Laurits.

Til daglig er Petra Nagel vært på 'Bachelorette', hvor kærligheden også er i centrum.

Men hjemme i Lejre handler romantikken ikke om roser og store armbevægelser. Den handler om de små ting, der får hverdagen til at hænge sammen.