José Mourinho har fået voldsom kritik, efter Tottenham torsdag sensationelt blev slået ud af Europa League af Dinamo Zagreb.
Flere eksperter har langet hårdt ud efter den udskældte manager – heriblandt Peter Schmeichel.
Den danske Manchester United-legende har blandt andet kritiseret José Mourinhos ageren efter kampens slutfløjt.
Her gik portugiseren ind i Dinamo Zagrebs omklædningsrum og sendte en anerkendende klapsalve af sted mod kroaterne. Den situation blev fanget på kamera og lå – naturligvis – på diverse sociale medier kort tid efter (se klippet i videoen herunder).
Men det er ifølge Peter Schmeichel et helt forkert signal at sende fra Mourinhos side.
»Hvis det var min manager, som gjorde det efter en kamp, og jeg var en del af det, der var sket der, så ville jeg være seriøst vred,« sagde Peter Schmeichel efter kampen til CBS.
»Han er nødt til at gå tilbage til sit omklædningsrum og gøre det, som en manager nu gør bag lukkede døre.«
»Han gør sig til på de sociale medier og gør sig selv fri af begivenheden. Han skulle være i omklædningsrummet (Tottenhams, red.), snakke med spillerne og sikre sig, at de forstår, at det, der lige er sket, er uacceptabelt. Du ville aldrig se Sir Alex Ferguson gøre det,« fortsatte Schmeichel med henvisning til den ikoniske Manchester United-manager.
Tottenham mødte op til torsdagens returopgør i Zagreb med en føring på 2-0, men efter forlænget spilletid endte de kroatiske værter med at sende Mourinho & co. ud i mørket med en samlet sejr på 3-2.
Flere engelske medier har siden spekuleret i, om nederlaget kommer til at koste José Mourinho jobbet som Tottenham-manager.
Indtil videre er han dog stadig ansat og står således i spidsen for London-klubben, når man på søndag møder Aston Villa i Premier League.


