Peter Schmeichel har modtaget sønderlemmende kritik for sit nyeste job - men den tidligere danske landsholdsmålmand skovler penge ind.

Det skriver Finans.dk.

Han har netop udbetalt et rekordhøjt udbytte til sig selv på 5 millioner kroner fra sit danske selskab GD Procon ApS - her står 'GD' for Great Dane, tilnavnet på fodboldbanen under det mangeårige ophold i England.

Desuden var der en voldsom vækst i aflønning fra selskabet sidste år. Den steg fra 171.000 kroner til 523.000 kroner.

Peter Schmeichel har i de seneste måneder været under beskydning for sit engagement med den statsfinansierede og kontroversielle russiske tv-station RT, hvor han er vært på 'The Peter Schmeichel' Football Show'. Her rejser han rundt og laver programmer om VM-værten.

GD Procon ApS hovedaktivitet beskrives netop som værende i 'underholdnings- og kommunikationsbranchen'.

Finans.dk har bedt om en kommentar til regnskabet - og om 'aflønningen fra det russiske job indgår i selskabets regnskab' - men ifølge eks-fodboldspillerens agent, Mads H. Frederiksen, udtaler Peter Schmeichel sig aldrig om sine regnskaber.

Det var i december sidste år, at det første gang kom frem, at han skulle arbejde for RT. Her kom første dose af kritik.

Siden vakte det også opsigt, at Peter Schmeichel valgte at kalde omverdenes kritikken for VM-slutrunden for 'spin'.

Han valgte selv midt i april at svare på kritikken i en mail til en TV 2-journalist:

»Nu må I stoppe. Jeg har ingen holdninger til hverken det ene eller det andet. Jeg elsker fodbold og glæder mig til VM, uanset hvor VM bliver spillet,« lød det fra Peter Schmeichel.