AaB skifter ud i bestyrelsen.

Fodboldklubben oplyser i en selskabsmeddelelse, at bestyrelsen ønsker Peter Sand som nyt medlem.

Det skal ske ved en ekstraordinær generalforsamling, hvor tyske Thomas Hitzlsperger til gengæld udtræder.

Ifølge bestyrelsesformand Jesper Brøchner Thing er Sand den rette mand at få om bord.

- Vi vil gerne takke Thomas Hitzlsperger for hans næsten tre et halvt år i bestyrelsen.

- Samtidig glæder vi os til, at Peter Sand bliver en del af bestyrelsen, hvor han blandt andet vil kunne bidrage med både sportslig, menneskelig og erhvervsmæssig indsigt, siger formanden.

54-årige Peter Sand spillede i en årrække på højeste niveau for klubber som FC Midtjylland, Barnsley og AGF.

I 2024 blev han udpeget som fodbolddirektør i FCM, men allerede halvandet år senere takkede han af på Heden.

Ved siden af fodbolden har han uddannet sig til ingeniør og har blandt andet arbejdet hos Lego. I dag er han ansat hos Viking Life-Saving Equipment.

Han afløser Hitzlsperger, som sammen med investorgruppen SSE22 gik ind i AaB i 2023.

Ejerskabet har fået massiv kritik af fans, og flere af nøglepersonerne i klubben med tilhørsforhold til SSE22 er løbende blevet skiftet ud.

Sidste år blev Jan Peters afløst som bestyrelsesformand, mens Julius Nagel stoppede som scouting- og rekrutteringschef.

Også sportsdirektør James Gow fik sparket i løbet af 2025.

RITZAU