Åge Hareide fik ikke den ønskede afslutning på sin tid som dansk landstræner. Det bliver ikke til en EM-slutrunde på hjemmebane, men DBU vil alligevel hylde nordmanden.

Direktøren i DBU, Peter Møller, mener, at man skylder 66-årige Åge Hareide at få sagt ordentligt farvel.

'Åge fortjener al mulig hyldest for sin store indsats som landstræner. Vi har været i tæt kontakt med ham siden marts, hvor coronakrisen ændrede alt i det danske samfund og betød udsættelse af EM 2020,' skriver direktøren i en sms til B.T. og fortsætter:

'Han havde i den grad fortjent at få EM-slutrunden med som et flot punktum for sin tid som landstræner. Allerede i marts talte jeg med Åge Hareide om, at han kan blive hyldet foran alle vores fans i Parken og besøge spillerne i lejren eller få en reception i DBU. Det er vi forsat i dialog om, men vi afventer programmet for efteråret.'

Direktør i DBU, Peter Møller.
Direktør i DBU, Peter Møller. Henning Bagger

Åge Hareide bliver erstattet af den tidligere FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand. Nordmanden blev ansat som dansk landsholdstræner tilbage i 2016.

B.T. spurgte torsdag den tidligere landsholdstræner, om han ønsker at få en afskedskamp i Danmark.

»Det har jeg faktisk ikke tænkt over. Jeg tror, jeg har det sådan, at hvis det sker, så sker det. Men jeg bliver ikke sur og skuffet, hvis det ikke bliver til noget. Nu er der gået så lang tid, og det hele har været lidt underligt.«

»Men omvendt ville det være en god måde og en mulighed for at sige farvel til spillerne, hvis det kunne lade sig gøre at få den spillet. Men det skal ikke kun være for min skyld. Vi må se, hvad fremtiden bringer for spillerne og mig på det punkt. Man ved aldrig.«

66-årige Åge Hareide.
66-årige Åge Hareide. Liselotte Sabroe

DBU skriver afsluttende, at organisationen og spillerne de seneste måneder har hyldet den 66-årige nordmand.

Hyldesten er sket på de sociale medier, hvor folk har været meget ved tasterne, siden coronavirussen udsatte alle forårets landskampe samt EM-slutrunden.