Jon Dahl Tomasson har sagt ja til jobbet som cheftræner i den svenske topklub Malmö FF.

Derfor har DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, med øjeblikkelig virkning indledt jagten på at finde hans afløser til jobbet som landstræner Åge Hareides assistent.

Endnu er intet på plads.

»Jeg skal have talt med Åge Hareide, før der kan blive meldt noget præcist ud,« siger Peter Møller til B.T.

Du har i weekenden sagt, at Jon Dahl Tomassons stop ikke bekymrer dig, eftersom Hareide forholdsvis let vil kunne køre en ny assistent ind. Hvad ligger der i den udtalelse?
»Åge Hareide har en klar filosofi om, hvordan der skal trænes og spilles. Desuden besidder han et stort kendskab til de spillere, der de seneste tre-fire år har optrådt på landsholdet. Så det er kunsten nu at finde en, der er fortrolig med landstrænerens overordnede tanker.«

Hvilken betydning har Jon Dahl haft for Danmarks succes de seneste år?
​»I sidste ende er det altid cheftræneren, der har det overordnede ansvar, men jeg synes ikke, man skal være for bleg til at sige, at Jon har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. Det kan man også se i og med, at han er kommet til en fin adresse.«

Er det så ikke en spand koldt vand i hovedet, at han stopper få måneder før et stort EM på hjemmebane?
​»Jeg havde helst set, at Jon var fortsat. Han har meddelt os, at han gerne vil noget andet. Derfor har vi spurgt os selv, om det giver mening at blokere. Det kunne vi have gjort. Men i stedet har vi tænkt, at vi ikke vil stå i vejen for, at en ung dansk træner får et stort job i udlandet. Det er en stor chance for Jon, der i mine øjne har fulgt fodboldens spilleregler. Men det optimale for os ville da have været, at han først var fratrådt efter slutrunden. Sådan kan man imidlertid ikke altid planlægge i fodboldverdenen. Her skal chancerne udnyttes, når de opstår.«

Gør det i dine øjne Danmarks chancer for EM-succes mindre, at Jon Dahl Tomasson forsvinder?
​»Nej, for ellers havde vi ikke ladet ham gå. Og i øvrigt er jeg sikker på, at vi finder en løsning, som både Åge, landsholdsspillerne og DBU vil være tilfreds med.«

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller: ​»Jeg ønsker ikke at sætte en præcis tidshorisont på, men når det er sagt, garanterer jeg, at vi har en assistent på plads, inden slutrunden går i gang.«
DBU's fodbolddirektør, Peter Møller: ​»Jeg ønsker ikke at sætte en præcis tidshorisont på, men når det er sagt, garanterer jeg, at vi har en assistent på plads, inden slutrunden går i gang.« Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvornår forventer man i DBU, at der er sat navn på Tomassons afløser?
​»Jeg ønsker ikke at sætte en præcis tidshorisont på, men når det er sagt, garanterer jeg, at vi har en assistent på plads, inden slutrunden går i gang.«

Skal det i dine øjne være en dansker og i så tilfælde hvem?
​»Det, vil jeg synes, vil være rigtig fint. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at kunne ansætte en person, som Åge føler sig tryg ved. Allerede nu er der blevet bragt en del navne i spil. Hvad angår William Kvist, kan jeg sige, at hans profil som tidligere landsholdsspiller er god, men at det ikke bliver ham, da han ikke har nogen træneruddannelse. Desuden har han en vigtig rolle i Spillerforeningen som bindeled mellem de aktive og os i DBU. På spørgsmålet om, hvorvidt Morten Wieghorst er kandidat, og om Kasper Hjulmand på nogen måde har været involveret i beslutningen, er svaret et stort nej med udråbstegn.«

Malmö FF's sportschef fortæller, at Jon Dahl Tomasson har fået 'gode referencer' med fra Åge Hareide. Hvad tænker du om det?
​»Det, synes jeg, er meget naturligt, eftersom de i flere år har haft et tæt samarbejde. Jeg ved, at Malmö FF først har kontaktet Hareide, efter den svenske klub er blevet enig med Jon. Så jeg føler på ingen måde, at Åge er gået bag vores ryg.«