Peter Graulund hev sin tidligere arbejdsgiver NENT Group i retten, da han ikke mente, at det var berettiget, at han i september 2020 blev fyret for at have udført agentarbejde ved siden af tv-eksperttjansen.
Nu er der faldet dom i sagen.
Det fortæller sportschefen i NENT Group, Kim Mikkelsen, til B.T.
»Vi vinder og bliver 100 procent frikendt. Det er vi glade for. De to dage i retten viste, at det, Graulund gjorde i forhold til agentarbejde, hverken var moralsk eller etisk okay, og nu har byretten vurderet, at det heller ikke var juridisk okay.«
Ifølge B.T.s oplysninger skal Peter Graulund betale 90.000 kroner i sagsomkostninger.
Sportschefen ærgrer sig over, at samarbejdet og relationen med Graulund nu er, hvor den er.
»Vi er ærgerlige over, at det er endt, hvor det er endt. Vi var glade for Graulund, indtil det her så dagens lys. Hvad der er sket efter, har været velbeskrevet.«
I løbet af de to retsdage i Københavns Byret i slutningen af marts kom det frem, at Peter Graulund krævede ni måneders fuld kompensation for uretmæssig fyring svarende til 814.000 kroner.
Som en del af afskedigelsen tilbød NENT Peter Graulund tre måneders kompensation. Det tilbud valgte Graulund ikke at tage imod.
Sagen begyndte at rulle i efteråret 2020, da det kom frem, at Graulund havde siddet med som stedfortræder for fodboldagenten Mikkel Beck, da AaB-spilleren Marcus Hannesbo skulle lave en kontraktforlængelse.
Kort tid efter skrev Ekstra Bladet, at Graulund også havde deltaget i et møde med FC Nordsjælland-spilleren Magnus Kofod og Mikkel Beck.
Det fik NENT Group til at fyre Peter Graulund grundet manglende tillid.
Peter Graulund skriver i en sms til B.T., at han ikke har nogen kommentar til dommen.