Fodboldeksperten Peter Graulund er blevet fyret som fodboldekspert på TV3 Sport.

Det bekræfter sportschef hos NENT, Kim Mikkelsen, over for B.T.

»Jeg kan bekræfte, at vi med øjeblikkelig virkning har stoppet samarbejdet med Peter Graulund. Det skyldes, at tilliden er væk. Derudover har jeg ingen kommentarer,« siger han.

Fyringen kommer, efter der i de seneste dage er blevet sået tvivl om Peter Graulunds mulige dobbeltrolle som fodboldekspert og fodboldagent.

I fredags optrådte den tidligere angriber nemlig pludselig på et billede med AaB-talentet Marcus Hannesbo, som fik sin første seniorkontrakt med Superliga-klubben. Her stod Graulund ved den unge spillers side. Et billede, som AaB-talentet havde smidt op på sin Instagram-profil.

Peter Graulund er samtidig registreret som fodboldagent på DBU's hjemmeside, og det er ikke foreneligt med også at være fodboldekspert på TV3 Sports kanaler, hvor han er ansat til at have meninger om blandt andre Superliga-spillerne.

Det har sportschef Kim Mikkelsen tidligere gjort klar over for Ekstra Bladet.

»Jeg vil gerne understrege, at det selvfølgelig ikke foreneligt med at være ansat som ekspert hos os, hvis man samtidig laver agentarbejde i Superligaen.«

Senest er Graulund så havnet i en ny brøler, efter Ekstra Bladet kunne fortælle, at eksperten har deltaget i et møde med FC Nordsjællands Magnus Kofod og hans agent Mikkel Beck.

Peter Graulund har tidligere onsdag afvist at have lavet agentarbejde, selv om han er registreret som fodboldagent.

B.T. forsøger at få en en kommentar fra Peter Graulund oven på fyringen.