FC København har sikret sig lidt af en juvel svenske Jordan Larsson, som nu er hentet permanent fra tyske Schalke 04.
I foråret blev det til seks mål i 16 kampe for den 26-årige svensker, da han var udlånt. Sportsdirektør Peter Christiansen er så begejstret for den svenske angribers niveau, at han i den grad mener, at Jordan Larsson burde være inde omkring det svenske landshold.
»Vi har i de samtaler, vi har med forbundet i Sverige, givet udtryk for, at vi har en spiller her, som er vanvittig dygtig, og som de i hvert fald bør holde øje med. Vi skal jo ikke bestemme, hvad de udtager, men når vi ser den kvalitet, så undrer det os,« siger Peter Christiansen i podcasten Kvart i bold.
FCK-sportsdirektøren er godt klar over, at Sverige har et par kompetente angribere, som nok står foran i køen i navne som Alexander Isak, Dejan Kulusevski og Robin Quaison.
»De har jo en række spillere, som han skal forbi, men hvis han fortsætter sådan her hos os, så er det en spiller, de ikke kan komme udenom. Det er jeg overbevist om. Der er ingen tvivl om, at det er en spiller, vi også kiggede på, inden han gik til Schalke, og som vi kiggede rigtig meget på, da han var i Spartak. På det tidspunkt var det ikke en mulighed for os, så qua de omstændigheder omkring den klub og det land, han var i og de ting, der skete der, så blev det en mulighed,« siger Peter Christiansen.
Sportsdirektøren har også et klart bud på, hvorfor han blomstrede op i FC København efter et mindre vellykket i tyske Schalke.
»Jeg tror, at den kærlighed, tryghed og ramme, han har fået under Neestrup og i FC København, den behager ham. Han trives godt her, og plus er han så uadvendt og et behageligt menneske, så det var en spiller, som nærmest fra dag et klikkede med samtlige. Ung som gammel. På kvalitet var vi overbevist. Og så havde han en kæmpe betydning i slutningen af turneringen,« siger FCK-sportsdirektøren i podcasten.
Jordan Larsson og FC København har fået papir på hinanden i de kommende fire år. Han er blevet hentet for 2,5 millioner euro, som er knap 19 millioner danske kroner.