1.-divisionsklubben Næstved Boldklub fyrer cheftræner Peter Bonde.
Det oplyser Næstved i et opslag på Facebook.
»Det har ikke været en nem beslutning, men en enig bestyrelse har vurderet det nødvendigt, at der skal nye øjne på spillertruppen, for at få os ud af den resultatmæssige krise, vi netop nu befinder os i,« skriver klubben i opslaget.
Næstved er i skrivende stund sidst i 1. division, hvor det endnu ikke er blevet til en sejr i klubbens første otte kampe.
Morten Olsens mangeårige landsholdsassistent overtog klubjobbet i sommeren 2021 og førte holdet til oprykning i sin første sæson.
I den forgangne sæson imponerede Næstved ved at blive en del af top-6, men resultaterne har siden skuffet ledelsen.
»Vi skylder Peter Bonde en kæmpe tak for hans flotte og dedikerede indsats. Han har en stor aktie i, sammen med den øvrige sportslige ledelse, at klubben har opnået de flotte sportslige resultater hen over de seneste sæsoner.«
»Forårets resultater samt i indeværende sæson har dog desværre ikke stået mål med klubbens forventninger, og derfor har vi taget denne svære beslutning,« skriver Næstved.
Bundproppen oplyser, at en afløser er klar 'så hurtigt som muligt'. Indtil da står assistenttrænerne Kenneth Gangsted og Lennart Kragh for træningen.