Peter Ankersen og Genoa fik hinanden i de sidste timer af sommerens transfervindue, og dermed gik den danske højrebacks drøm om et udlandseventyr op i en højere enhed.

Der var dog skriverier om, at storklubben AC Milan ville have fingrene i 29-årige Peter Ankersen, og nu bekræfter hovedpersonen selv, at der var større klubber end Genoa ude efter ham i sommer.

»Jeg var ikke nervøs for, at mit skifte denne sommer ville gå i vasken. Vi havde sat os et mål om at skifte til Italien, og derfor lod det vente lidt på sig. Det blev lidt presset til sidst, og det var ikke kun Genoa, vi ventede på, det var faktisk også større klubber,« siger Peter Ankersen.

Danskeren vil dog ikke komme ind på, hvilke andre klubber der var inde i billedet.

Nu glæder han sig over at være kommet til Genoa og til Serie A, der var nummer ét på hans ønskeliste.

»Der var som sagt også andre muligheder end Genoa, men da de kom på banen, følte vi, at det var den rigtige pakke, og så slog vi til,« siger Ankersen og fortsætter:

»Italien har stået højt på min ønskeliste i mange år, fordi de har en taktisk god forståelse og et spil bygget op omkring hårdt arbejde. Jeg har set frem til at prøve mig af på højest mulige niveau i en liga, hvor der er pres på hver evig eneste uge.«

Med skiftet til Genoa kommer Peter Ankersen til at have sit daglige fodboldliv sammen med to andre danskere, der ligeledes er inviteret til Helsingør til landsholdssamlingen og forberedelserne mod den vigtige Schweiz-kamp lørdag.

Hasan Cetinkaya og Peter Ankersen i Genoa til tirsdagens præsentation af den nu tidligere FCK-spiller.
Hasan Cetinkaya og Peter Ankersen i Genoa til tirsdagens præsentation af den nu tidligere FCK-spiller.
Vis mere

Både Lasse Schöne og Lukas Lerager skiftede nemlig i sommer, dog tidligere i vinduet, til Genoa fra deres respektive klubber, og selv om Ankersen var skiftet til Genoa upåagtet antallet af danskere i truppen, så er det et klart plus at være en del af en lille dansk koloni.

»Hvis der ikke havde været nogle danskere i truppen, var jeg stadigvæk taget til Genoa. Men det er klart, når de nu er der, så er det utrolig dejligt at have to danskere omkring sig, og vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden, så det er klart, at det er en fordel.«

På landsholdet konkurrerer Peter Ankersen om pladsen på højreback, hvor Henrik Dalsgaard de seneste mange kampe har været fast inventar. Peter Ankersen er dog klar til at spille sin mulighed og føler sig i god form efter en længere periode uden kamp-minutter i benene.

»Jeg føler mig i fantastisk form lige nu, og jeg har så småt fundet mig til rette i Genoa. Jeg har også fået et par kampe nu, så jeg glæder mig til at tage arbejdshandskerne på og komme i gang for alvor.«