Kvindelandsholdets anfører, Pernille Harder, ønsker forhandling om arbejdsbetingelserne med Dansk Boldspil-Union (DBU) tirsdag aften.

»Egentlig synes jeg ikke, der er noget, der skiller os i forhandlinger, og derfor er det også så svært for mig at forstå, at vi ikke sætter os til bordet og forhandler,« siger Pernille Harder ifølge dr.dk

DBU har truet med at kontakte det svenske fodboldforbund onsdag klokken 10 for at melde afbud til VM-kvalifikationskampen fredag. Ud over en tabt kamp vil det sandsynligvis medføre, at Danmark bliver smidt ud af kvalifikationsturneringen til VM i 2019 i Frankrig - og muligvis også den efterfølgende kvalifikationsturnering til EM i 2021.

Parterne er derfor i tidnød, hvis det skal lade sig gøre at få landet en aftale inden den deadline, som DBU har fastsat. Det bliver muligvis nødvendigt at forhandle ud på natten.

»Ja, det er i hvert fald det, vi gerne vil, og vi kommer til at ringe til DBU med det samme, og så kommer vi til at forhandle, hvis DBU vil forhandle,« siger Pernille Harder.

Senere sagde medspilleren Theresa Nielsen til dr.dk, at Pernille Harder havde sendt en sms til Spillerforeningens direktør, Mads Øland, som efterfølgende har kontaktet DBU med henblik på forhandling.