Det er ikke hver dag, man ser en dansk landsholdsanfører i en svensk landsholdsdragt. Men hvad gør man ikke for kærligheden?

Det var et hårdt slag for Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller, Pernille Harder, at det danske landshold kiksede kvalifikationen til den igangværende VM-slutrunde i Frankrig.

Men Pernille Harder, der hører til blandt verdens bedste fodboldspillere, har alligevel fundet overskud til at tage af sted til slutrunden – som fan af Sverige, som var en af stopklodserne i den forfejlede danske VM-kvalifikation.

Og det er der en god grund til. Hendes kæreste, Magdalena Eriksson, spiller nemlig på det svenske landshold, som mandag aften kvalificerede sig til VM-kvartfinalen med en sejr over Canada.

Pernille Harder med kæresten, Magdalena Eriksson.
Pernille Harder med kæresten, Magdalena Eriksson. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og den svenske landsholdstjerne er rørt over kærestens opbakning.

»Det betyder utrolig meget, at hun er her,« fortæller Magdalena Eriksson til svenske fotbollskanalen.

»Det er meget vigtigt for mig, at hun er her og tager hertil på trods af, at hun helst ville have været her og spille selv. At hun kan overskue rollen som supporter er meget stort for mig. Hun bliver til kvartfinalen nu.«

Magdalena Eriksson afslører i samme ombæring, at der bliver snakket meget fodbold omkring frokostbordet, når de to er sammen.

Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

»Rigtig meget. Lidt for meget, tror jeg. Det bliver til rigtig meget fodboldsnak, for hun kan godt lide at tale om fodbold og er lige som mig en fodboldnørd.«

»Det sker ofte, at vi sidder og diskuterer kampe – både hendes og mine og diskuterer situationer frem og tilbage. Det er super dejligt for mig at have en, jeg kan udveksle tanker med.«

I kvartfinalen venter Tyskland på Sverige. Og her kan den svenske fodboldstjerne se frem til gode tips fra Pernille Harder, der til daglig spiller i tyske Wolfsburg.

»Ja, hun kender deres spillere godt, så det er helt perfekt.«

Pernille Harder og Magdalena Eriksson kysser efter Sveriges VM-sejr over Canada.
Pernille Harder og Magdalena Eriksson kysser efter Sveriges VM-sejr over Canada. Foto: SIMON HASTEGÅRD / BILDBYRÅN
Vis mere

Pernille Harder og Magdalena Eriksson har spillet sammen i svenske Linköpings FC, hvor de endte med at blive kærester.

Mens Harder i dag spiller i Tyskland, slår Magdalena Eriksson i dag sine folder i engelske Chelsea. De er blevet enige om at satse stort på karrieren – og så må forholdet få fuldt fokus, når fodboldstøvlerne en dag lægges på loftet.

»Vi ved også godt, at dette kun er en lille del af vores liv. Vi vil begge to gerne følge vores individuelle karrierer og have så meget muligt ud af dem som muligt.«

»Så der er ikke så meget at gøre ved det. Sådan her må det være lige nu,« har Pernille Harder sagt til The Guardian.