Det har været en uskøn sæson både på og uden for banen.

Men nu står OB i pokalfinalen med mulighed for at vinde den første titel i 15 år.

Som den grimme ælling, der endelig er blevet til en svane.

»Jeg har tørket efter det i seks år, og jeg kan kun forestille mig, hvordan OB-fans gennem mange år har tørket endnu længere efter succes,« siger OB-profilen Jeppe Tverskov.

Så sent som i marts så OB ud til at være i overhængende nedrykningsfare i Superligaen, og uden for banen stjal en hyldesttrøje til Lars Høgh opmærksomheden på negativ facon, indtil der blev rettet op på misforståelsen.

Samtidig er OB blevet kaldt et gråt hold.

»Vi har fået flere slag i hovedet end klap på ryggen i den her sæson. Det har ikke været perfekt, men hvis vi vinder en titel, kan det hurtigt være glemt.«

»Vi spiller ikke for at gøre op for, at vi ikke har præsteret tidligere, og én kamp skal ikke afgøre, om OB har et gråt image,« fortsætter Jeppe Tverskov.

OBs Jeppe Tverskov, cheftræner Andreas Alm og anfører Jens Jakob Thomasen hungrer efter klubbens første trofæ i 15 år.
OBs Jeppe Tverskov, cheftræner Andreas Alm og anfører Jens Jakob Thomasen hungrer efter klubbens første trofæ i 15 år. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Alt det skal lægges væk nu.

»Nu har vi muligheden for at opnå noget, og så tror jeg også, vi bliver tilgivet for nogle ting, hvis vi ender med at vinde.«

Han mener, det er svært at leve op til folks forventninger til en klub som OB.

»Der er noget omkring OB, der hænger i fortiden i forhold til økonomi, styrke, og hvor meget man kan spille med musklerne. Men sådan en kamp her er muligheden for at leve op til forventningerne.«

Derfor ser han også torsdagens pokalfinale som en kamp, der kan blive definerende for de kommende ti år i OB.

»Det er det blevet, fordi der er et europæisk gruppespil og ekstra penge på spil. Så kan man igen snakke om økonomiske muskler i OB, selvom det ikke er mit bord at snakke om økonomi.«

»Vi er klar over, at klubben har en ekstra gevinst at vinde her. Og titler kan også være med til at tiltrække spillere,« fortsætter OB-profilen.

Den 29-årige OB-styrmand er blevet far i ugen op til pokalfinalen, og han kan glæde sig over, at timingen var god og ikke midt i den største kamp i hans OB-tid.

»Min kæreste var fin til at time det, og hun har samtidig prioriteret, at jeg skulle få noget hviletid før kampen,« griner Tverskov.

Han har tidligere på sæsonen snakket om fodboldspilleres higen efter at komme i historiebøgerne, og pokalfinalen bliver hans egen første chance for at blive skrevet ind i OBs historiebog.

»Men det kræver en sejr. Man vinder ikke sølv – det taber man.«

»Vi glæder os ekstremt meget, og vi kan mærke, hvordan hele byen glæder sig helt vildt.«

Pokalfinalen mellem OB og FC Midtjylland sparkes i gang klokken 15 på Brøndby Stadion. Du kan følge kampen i B.T.s liveblog.