Han er gammel og syg – men han er altså ikke ved at dø.

Sådan lyder beskeden fra to af Pelés døtre i kølvandet på nyheden om, at fodboldlegenden lige nu er indlagt.

»Han er på hospitalet på grund af en luftvejsinfektion. Når han får det bedre, får han lov til at komme hjem,« siger hans ene datter, Kely Nascimento, til tv Globo.

Hun forklarer desuden, hvordan Pelé for tre uger siden blev ramt af coronavirus. Han er vaccineret, men fordi han får medicin og kemoterapi, er han mere skrøbelig, og derfor blev han ramt af infektionen.

Flere medier i hjemlandet Brasilien har skrevet, at den 82-årige legende er blevet rykket til palliativ afdeling.

En afdeling, hvor folk med livstruende sygdom, der ikke kan helbredes, bliver indlagt på i den sidste fase af deres liv, hvor de får lindrende behandling, og ifølge medierne er det tilfældet for Pelé, der er indlagt på Albert Einstein-Hospitalet i São Paolo.

Den tredobbelte verdensmester blev indlagt i tirsdags, hvor hans krop var hævet, og han havde problemer med hjertet. Han er samtidig ramt af kræft.

Mens nogle medier har skrevet, at Pelés krop ikke længere reagerer på den kemoterapi, der skulle hjælpe på de kræfttumorer, han har, fortæller datteren Flavia Nascimento, at hendes far altså stadig får behandling for kræftsygdommen.

Samtidig har medierne tegnet et forkert billede, lyder det desuden i interviewet med tv Globo. Derfor ønsker hun og resten af familien at mane rygterne i jorden.

»Det er ikke okay, folk siger, han er døende og får palliativ behandling. Stol på os, det er ikke sandt. Han er ikke på intensiv, han er på en helt almindelig stue. Han er ikke døende, og han får behandling,« understreger hun.

På Pelés Instagram-profil er der lørdag blevet delt et opslag, hvori fodboldlegenden forsikrer alle, at han er positiv.

'Jeg er stærk, har et stort håb og følger min behandling, som jeg plejer. Jeg vil gerne takke hele den medicinske stab og sygeplejerskerne for al den pleje, jeg har fået,' skriver Pelé, der desuden tilføjer, at han følger med i Brasiliens kampe ved VM.

82-årige Pelé betegnes af mange som en af historiens allerbedste fodboldspillere. Han har vundet VM hele tre gange og spillede i sin aktive karriere for Santos og New York Cosmos.