Om en dag eller to er fodboldlegenden Pelé ude af intensivafdelingen på hospitalet, meddeler hans ene datter.

Den brasilianske fodboldlegende Pelé vil inden for de næste døgn blive flyttet fra intensivafdelingen til et almindeligt afsnit på hospitalet i São Paulo.

Det meddeler hans datter Kely Nascimento i et opslag på Instagram, som ledsages af et billede af en smilende Pelé fra hospitalssengen.

- Han har det godt efter operationen, han har ikke smerter og er i godt humør (kun irriteret over at måtte spise jello, men fortsætter!), skriver Kely Nascimento i sit opslag.

- Han bliver flyttet til et almindeligt afsnit inden for et døgn eller to og kan komme hjem derefter.

Et helbredstjek af 80-årige Pelé for nylig afslørede en svulst i tarmen, som han for halvanden uge siden fik fjernet på Albert Einstein Hospitalet i São Paulo.

Siden har han været indlagt på hospitalets intensivafdeling til observation, men nu lader det til, at Pelé snart kan vende hjem igen.

Pelé er anerkendt som en af historiens største fodboldspillere. Han har tre gange vundet VM med det brasilianske landshold - første gang som 17-årige i 1958. Han scorede blandt andet to mål i finalesejren over Sverige.

I de senere år har Pele været plaget af helbredsproblemer og har flere gange været indlagt.

Senest tilbragte han i 2019 mere end en uge på et hospital i Paris for at blive behandlet for en urinvejsinfektion.

/ritzau/