Det skete igen og igen. Og igen.
Og til sidst gad Brian Riemer altså ikke at se på det mere.
For i torsdagens kamp mellem Danmark og Nordmakedonien var der nemlig absurd mange spilstop i løbet af første halvleg.
Mest af alt, fordi flere af udeholdets spillere blev liggende på græsset adskillige gange. Til stor irritation på de rød-hvide tribuner.
Det lignede desuden et helt bevidst valg fra gæsterne side, og derfor gjorde den danske landstræner kampens fjerdedommer opmærksom på problemet i første halvleg, afslørede tv-kameraerne.
Et problem, som han efterhånden er dødtræt af.

»Ja... det er jo et problem i fodbold,« lød det fra Riemer, da han mødte den skrevne presse efter kampen, inden han fortsatte:
»Det er et af de store problemer, som dommerne påpeger. Det er tidsudtrækning. For der er ingen, der gider at glo på det. Heller ikke jeg.«
»Og det er klart, at det er irriterende. Så jeg gjorde lige opmærksom på, at vi ikke jo skulle have en målmand (Nordmakedoniens, red.), der rodede rundt hele tiden i 95 minutter.«
På trods af de mange spilstop endte Danmark med at ydmyge gæsterne med hele 4-0 i Parken.
Men det var blot første opgave, der blev løst, fastslog landstræneren.
For tirsdag venter der nemlig en altafgørende kamp mod Tjekkiet på udebane. En direkte kamp om at komme til VM.
»Vi kan stå og snakke om den her kamp, men vi har kun spillet 'første halvleg'. Så I kommer ikke til at se mig stå her og juble med hænderne over hovedet. For det er slet ikke dér, jeg er. Så husk det, når I (pressen, red.) skriver jeres artikler.«
»Vi har spillet første halvleg, og vi er fuldstændig klar over, at vi ikke har vundet noget som helst.«
Du kan læse B.T.s dom fra Parken LIGE HER.
Og du kan se B.T.s karakterer til de danske spillere LIGE HER.

