Ingen gider at investere i Parken.

Og dermed ser drømmen om et nyt og moderne fodboldstadion på Østerbro ud til at være knust.

Det skriver Berlingske, som har talt med flere centrale kilder.

Ifølge Berlingske har flere mulige investorer i form af blandt andet pensionskasser vist interesse i at købe det gamle nationalstadion, men særligt én udfordring har tilsyneladende skræmt dem væk.

Der er nemlig en såkaldt hjemfaldspligt forbundet med stadionet, som betyder, at Parken Sport & Entertainment skal give grunden tilbage til Københavns Kommune i 2060.

Og da det ikke er muligt at droppe hjemfaldspligten, kommer det ifølge TV 2 til at koste op imod en milliard kroner at købe Københavns Kommune ud af kontrakten.

Ejerne af Parken samt DBU har flere gange luftet drømmen om at få renoveret Parken, så stadionet kan have plads til omkring 50.000 tilskuere.

Nationalarenaen har været på københavnske hænder siden 1998, hvor FCK købte Parken af ejendomsselskabet Gefion. 

Senere købte klubben også de fire kontortårne.