VM's hidtil største overraskelse er en realitet. Paraguay er videre til ottendedelsfinalerne efter en vanvittig afgørelse i straffesparkskonkurrence mod Tyskland.

Den ordinære kamp endte 1-1, forlængelsen gav ingen mål, og i en dramatisk straffesparksafgørelse havde sydamerikanerne en my bedre nerver.

To tyske afbrændere gav Paraguay to muligheder for at afgøre sagerne på spark nummer fire og fem. Begge blev dog brændt, men da Jonathan Tah blæste Tysklands sjette forsøg over, kunne Paraguay fuldbyrde overraskelsen.

Det var en kamp, hvor Tyskland dominerede stort i forhold til boldbesiddelse, men havde svært ved at nedbryde Paraguays betondefensiv.

På kanterne havde Florian Wirtz og Leroy Sané ringe succes med at udfordre, så spillet blev for komprimeret centralt. Det havde sydamerikanerne let ved at dæmme op for.

Paraguay hverken ville eller kunne ret meget offensivt, men den ene gang, holdet blev farligt, resulterede det i et føringsmål.

Få minutter før pausen blev et indlæg sendt perfekt ind i panden på Julio Enciso, som drejede den forbi Manuel Neuer i det tyske mål.

Det skabte euforisk jubel hos det undertippede mandskab, der pludselig kun var en halvleg fra en gedigen overraskelse.

Tyskerne intensiverede presset efter pausen, og belønningen kom tidligt.

Kai Havertz fik en hårlok på et indlæg, og bolden strøg ind i det lange hjørne.

Anden halvleg blev ét langt pres mod Paraguays mål, men kaskaden af tyske indlæg blev på utrolig vis afværget hver gang. Derfor måtte de to hold ud i forlænget spilletid.

Jonathan Tah troede, han havde sendt tyskerne på sejrskurs efter 102 minutter, men efter et VAR-tjek annullerede dommeren noget kontroversielt målet for et frispark på målmanden.

Det var envejstrafik i retning af Paraguays mål, men sydamerikanerne lykkedes med at frembringe tyske frustrationer og smadre rytmen i kampen.

Det bar holdet hele vejen frem til en straffesparkskonkurrence, hvor Tah i stedet endte som den store skurk.

I ottendedelsfinalen 4. juli bliver Paraguays modstander enten Frankrig eller Sverige.

/ritzau/