Et pakkebud leverede natten til mandag årets julegave til en tidligere FC Midtjylland-spiller.

Pakkebuddet fra DAO opdagede nemlig, at den tidligere Superliga-spiller Thomas Rathes hybrid Audi A6 stod og udsendte en masse røg, da den opmærksomme person var ude på sin rute.

Det skriver TV Midtvest.

Buddet skyndte sig derfor at vække Thomas Rathe og familien, der alarmerede brandvæsenet.

»Laderen sidder direkte på huset. Hvis man skal tænke worst case, kunne der godt have været gået ild i resten og i den anden bil også,« siger Thomas Rathe til TV Midtvest.

En stor ildebrand blev dermed undgået, men bilen er dog totalskadet. 

Midtbanespilleren nåede i sin tid som professionel fodboldspiller blandt andet at spille 105 Superliga-kampe for FC Midtjylland og Sønderjyske.

Han indstillede sin karriere i december 2009.