Paf over opkaldet: Afbrød ferie på Mallorca
Jacob Trenskow måtte ændre i sine ferieplaner, fordi landstræneren ringede.
Jacob Trenskow måtte ændre i sine ferieplaner, fordi landstræneren ringede.
Når landsholdet kalder, så smider man altså alt, man har i hænderne.
Også selv om det koster en tur sydpå.
Bare spørg Jacob Trenskow.
Heerenveen-spilleren, der for første gang er udtaget til det danske landshold, som senere på ugen møder henholdsvis DR Congo og Ukraine i to testkampe, måtte nemlig pludselig forkorte sin ferie.
Det fortæller den unge kantspiller mandag til den danske presse i Helsingør.
»Jeg havde egentlig booket en ferie til Mallorca, så der skulle lige omrokeres lidt. Jeg kunne lige nå tre dage dernede på et hotel, og så måtte jeg tage hjem igen,« lyder det fra Trenskow, der har været nødt til at skuffe sin bedre halvdel en lille smule:

»Hun blev... altså, hun var lidt træt af alt det praktiske, men nu når det er landsholdet, så er det mest bare glæden over det, der fylder. Hun synes jo, det er fedt.«
»Og vi kunne afbestille nogle af hotellerne. Så kan vi komme afsted igen efter samlingen,« griner danskeren.
Selv om det efterhånden er nogle uger siden, at Brian Riemer ringede med en landsholdsudtagelse, husker Jacob Trenskow stadig øjeblikket.
Tydeligt.
»Jeg var i klubben, da Brian ringede. Jeg havde lige sag farvel til mine holdkammerater for at gå på ferie. Det var helt vildt. Og jeg fik jo bare gåsehud, da jeg fik det at vide.«
»Alle mine holdkammerater og trænere blev sindssygt glade og kom hen til mig. Og jeg skrev med det samme til min kæreste og familien. Det var et stort øjeblik. Og de blev alle stolte,« afslutter han.
Jacob Trenskow kan få debut på det danske landshold onsdag aften, når Danmark møder DR Congo i Belgien.
Ellers er der også en mulighed fire dage senere, når Brian Riemers mandskab tager imod Ukraine i Odense.