Der er stor usikkerhed om, hvordan Manchester Uniteds mandskab kommer til at se ud i næste sæson.

Flere af profilerne meldes nemlig på vej væk fra De Røde Djævle.

Paul Pogba er angiveligt meget tæt på et skifte til Real Madrid, og nu sår også stjerneangriberen Romelu Lukaku tvivl om sin fremtid på Old Trafford.

Efter søndagens kamp mod Chelsea blev Lukaku spurgt til sin fremtid i Manchester United, og her lød hans kryptiske svar:

»Mig? Jeg ved det ikke. Jeg er her ikke for at underholde rygter. Jeg er stadig på kontrakt,« sagde han ifølge Daily Mail.

Tidligere har Lukaku udtrykt stor begejstring for Serie A og sagt, at det ville være ’en drøm’ at spille i den bedste italienske række.

Rygter fortæller ligeledes, at Lukakus agent Federico Pastorello har talt med flere italienske klubber.

Blandt andet nævnes Juventus og Inter som mulige emner for den belgiske angriber.

Og Federico Pastorello har da også båret brænde til Lukakus italienske bål i medierne.

»Han (Lukaku, red.) er en person, som elsker at lære en anderledes kultur at kende – anderledes fodbold. Han ser muligheden for at have en karriere i forskellige lande, fordi han gerne vil vinde nogle trofæer og bevise sig selv.«

»Han kan lide Italien. Da han var barn, fulgte han den italienske liga intenst. Alle er enige om, at Premier League i dag er den bedste (liga, red.), men for år siden var Italien den bedste – det var drømmen for mange yngre fodboldspillere,« sagde Lukakus agent i sidste måned.

Romelu Lukaku skiftede til Manchester United fra Everton i 2017.