Overtidsscoring sikrer Hull sidste Premier League-plads
Hull er i Premier League efter en 1-0-sejr i tillægstiden over Middlesbrough i oprykningskampen på Wembley.

Hull er i Premier League efter en 1-0-sejr i tillægstiden over Middlesbrough i oprykningskampen på Wembley.

Det lugtede langt væk af forlænget spilletid, men i femte tillægsminut scorede skotske Oliver McBurnie sit formentlig mest værdifulde mål i karrieren, da han skaffede Hull en 1-0-sejr over Middlesbrough i playoff-finalen i Championship.
Med sejren tager Hull den sidste oprykningsplads og følger Coventry og Ipswich op i Premier League.
Hull sneg sig akkurat i sidste øjeblik med på sjettepladsen til playoffkampene om den sidste oprykningsplads, og her gik holdet altså hele vejen.
Dermed kan Hull, der senest var at finde i den bedste engelske række i 2017, se frem til at indkassere et klækkeligt beløb på bankbogen.
Fodboldøkonomieksperter fra Deloitte vurderer ifølge Reuters, at klubben med sejren på Wembley vil indkassere mindst 205 millioner pund over de næste tre sæsoner. Det svarer til 1,75 milliarder kroner.
Skulle Hull overleve i Premier League næste år, kan den økonomiske gevinst stige til 365 millioner pund. Det svarer til mere end 3 milliarder kroner.
Lørdagens oprykningsfinale har i forvejen haft en hel del dramatik i optakten.
Det var egentlig meningen, at Southampton skulle spille den, men en sag, hvor holdet har spioneret på flere modstandere forud for kampe i løbet af sæsonen, gjorde, at holdet blev udelukket fra playoff-finalen.
I stedet fik Middlesbrough, der tabte semifinalen til Southampton, pladsen på Wembley.
Og det var faktisk Middlesbrough, der sad på tingene i lørdagens opgør mod Hull. Middlesbrough havde flest chancer, mens Hull omvendt var mere afventende.
Effektiviteten manglede dog på den sidste tredjedel for Middlesbrough, og det fortsatte hele vejen gennem kampen.
Som afslutningen nærmede sig, virkede begge hold til at være indstillet på forlænget spilletid, men sådan skulle det altså ikke gå.
I tillægstiden håndterede Middlesbrough-keeper Solomon Brynn et indlæg særdeles dårligt. McBurnie var vaks, sparkede den løse bold i netmaskerne og sikrede Hull oprykning og økonomisk gevinst.
/ritzau/