Det er nok de færreste, der husker Matthias Jaissle fra hans tid i Danmark.

Tyskeren var assistenttræner for Brøndby IF under Alexander Zorniger i næsten to sæsoner, og nu er det for alvor gået hurtigt for Jaissle.

Han skal nemlig være cheftræner i RB Salzburg, når sæsonen er omme. Det melder klubben selv.

Den kun 33-årige træner var i Brøndby fra sommeren 2017 og to år frem, og siden da har han været træner for Red Bull Salzburgs U18-hold, inden han overtog roret i østrigske FC Liefering.

Matthias Jaissle (tv.) jubler med Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger (th.) under en kamp mellem FC Midtjylland og Brøndby i 2018.
Matthias Jaissle (tv.) jubler med Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger (th.) under en kamp mellem FC Midtjylland og Brøndby i 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her blev det dog til en kort fornøjelse, for Jaissle kom til klubben i januar i år og ender altså med knap et halvt år som cheftræner, inden turen går til den klub, der lige nu fører den bedste række i Østrig.

Jaissle er en del af en større trænerkabale, som startede, da det blev offentliggjort, at Red Bull Leipzig-træner Julian Nagelsmann tager over i Bayern München i den kommende sæson.

Det igangsatte en dominoeffekt, hvor amerikanske Jesse Marsch blev hentet fra Red Bull Salzburg til storebroren Red Bull Leipzig. Og nu tager Jaissle altså over for Marsh i Salzburg.

Red Bull Salzburg tæller lige nu to danske spillere. Højrebacken Rasmus Nissen Kristensen og midtbanespilleren Maurits Kjærgaard.