Norske Tromsø er i gang med en rigtig god sæson, og det er med flere danskere på holdet.
I truppen har Eliteseriens hold på tredjepladsen tre danskere i truppen i Jakob Haugaard, Felix Winther og Niklas Vesterlund, og sidstnævnte gør det så godt, at sportschef Lars Petter Andressen har svært ved at forstå, hvorfor danske topklubber ikke prøver at hente ham.
»Jeg er overrasket over, at ingen af de store klubber i Superligaen ser på Niklas som en potentiel ny spiller, for han har niveauet til et tophold i Danmark,« siger Lars Petter Andressen, som afviser, at der har været noget konkret at forholde sig til.
»Nej, der har ikke været bud på ham, og det overrasker mig, at interessen for ham ikke er større. Han havde også en god sæson sidste år, men specielt i år har han været virkelig, virkelig god,« lyder det om den danske højre wingback, der er afgørende for sit hold.

Søndag lavede Niklas Vesterlund et flot oplæg i den flotte 2-0-sejr over topholdet fra Bodø/Glimt, og han har i 16 kampe bidraget med tre mål og tre assister.
»Niklas er jo specielt god defensivt, men offensivt har han også leveret virkelig godt med afgørende aktioner. Målet, vi scorer mod Bodø/Glimt, der går han forbi en norsk landsholdsback og laver en assist, og det var bare virkelig godt gjort,« forklarer Lars Petter Andressen, der trods den store succes melder om ro på interessen for sit hold.
»Vi ligger jo næsten på Nordpolen, som jeg plejer at sige. Vi har langt til resten af fodboldeuropa, og der er ikke så mange scouts her. Der har kun været en enkelt scout til vores kampe i år. Så vi går lidt under radaren,« siger han og åbner for et salg af Niklas Vesterlund.
»Der er halvandet år tilbage på hans kontrakt, og i udgangspunktet er vi en klub, som skal sælge vores spillere for at drive klubben, og samtidig vil vi gerne ligge med i toppen af norsk fodbold, og vi må klare begge dele. «
»Hvis man kigger på vores økonomi, er den en af de mindste i Eliteserien, og de to har været virkelig vigtige for os. Niklas er en ung spiller, som har taget nogle enorme skridt, siden han kom fra Trelleborg.«
»Vi har ikke nogen pris på ham. Vi har solgt spillere til Hammarby og Toulouse på det seneste, og vi ønsker at fortsætte trenden i Norge, hvor priserne på spillerne bliver højere og højere, og jo højere vi kommer op i tabellen, jo mere skal spillerne koste. Men jeg synes, at Niklas vil være en rimelig god investering for de store klubber derude.«
Niklas Vesterlund skiftede i 2019 til svenske Trelleborgs FF fra FC Københavns U19-hold, inden han to år senere kom til Tromsø.
Og dét med så stor succes, at selv sportschefen har svært ved at forstå, hvorfor danske topklubber ikke har slået til og købt ham.
