Efter bare 15 måneder har Benjamin Schmedes meldt sin afgang fra stillingen som fodbolddirektør i Brøndby IF.
Og selvom det kommer bag på B.T.s sportsredaktør, så mener han, at Brøndby hurtigt kommer videre.

»Det er en overraskelse, men nok også en afsked, som Brøndby nok skal komme sig over,« siger Lasse Vøge.
Schmedes stopper i stillingen ved udgangen af indeværende sæson, og i det halvandet år han ender med at have stået i spidsen for det sportslige på Vestegnen har han da også knoklet for at give klubben en aura af storklub, mener Lasse Vøge.
Men på særligt et sportsligt parameter har han ikke fået sat et videre positivt indtryk:
»På resultaterne har han ikke rykket klubben en centimeter,« siger Lasse Vøge.
Han bemærker desuden den ualmindeligt korte ansættelse af Frederik Birk som cheftræner og ansættelsen af den tidligere Premier League-manager Steve Cooper som en del af en »tvivlsom britisk revolution.«
Og hertil kan man lægge tyskerens ageren på transfermarkedet:
»Der har ikke været mange fuldtræffere i Schmedes’ transfervinduer. Og salgene af Bischoff og Nartey endte også som fusere med mudrede forløb.«
»Jeg gætter på, at Brøndby kommer til at savne Schmedes, når han til sommer går ud af døren. Men de har nok glemt ham igen, når han har forladt parkeringspladsen,« lyder det slutteligt fra B.T.s sportsredaktør.
Brøndby undersøger indtil sæsonens udgang, hvem der skal erstatte Benjamin Schmedes som sportslig spydspids i Brøndby-ledelsen.

