Liverpool-angriberen Daniel Sturridge bringes nu i spil som en potentiel afløser for enten Zlatan Ibrahimovic eller Edinson Cavani i PSG. Begge forventes at forlade klubben til sommer.

Og det er såmend ikke overraskende, hvis man kigger på Sturridges kvaliteter. Når han er på toppen, er han blandt de bedste i England, men han har været plaget af skader i en længere periode. Derfor kan det virke som en sats.



Men det er ikke desto mindre det, PSG har i tankerne, skriver Daily Mail. Ifølge den engelske tabloidavis flyver en PSG-delegation til London forud for Englands venskabskamp mod Holland på onsdag.

Her er Sturridge blandt de engelske udvalgte, efter han er kommet tilbage fra en skade og har gjort det godt for Liverpool.

Angiveligt vil Sturridge koste PSG den heftige sum af over 450 millioner kroner.

Der har været tiltagende rygter omkring Sturridges fremtid hos Liverpool. For nylig blev klubbens træner Jürgen Klopp forholdt rygterne, men dem grinte han blot af.



»Jeg er ikke interesseret i spekulationer. Han er tilbage i træning, og det glæder jeg mig over,« sagde Klopp.

Sturridge kom til Liverpool i 2013 fra Chelsea.