Belgiens anfører Youri Tielemans lignede en leder, der havde tabt sit hold, da han skændtes med holdkammerater i 16.-delsfinalen mod Senegal.

Men fra 0-2 efter 85 minutter fik Belgien udlignet og vendt det hele til sidst. Belgierne vandt 3-2 - blandt andet på to mål af netop Tielemans, der blev matchvinder på straffespark i en prekær fodboldkamp.

I ottendedelsfinalen venter enten USA eller Bosnien-Hercegovina.

Det var Senegal, som tog greb om kampen fra start, hvor belgierne havde svært ved at få noget som helst til at fungere.

Selv den normalt så sikre målmand Thibaut Courtois havde flere skæve indgreb, der var ved at føre til et senegalesisk føringsmål.

Stolpen hjalp Belgien en enkelt gang, men da den efter 24 minutter ramte stangen for anden gang, sprang den direkte ud til Habib Diarra. Han skulle bare skubbe den i kassen med indersiden.

Rudi Garcia reagerede i pausen ved at sende den store angriber Romelu Lukaku på banen. Men den optimisme, det skulle give, blev punkteret efter bare fem minutter.

Belgiens forsvar stod igen skidt, da en lang aflevering endte hos Ismaila Sarr. Han tæmmede bolden flot og bragede den ind bag Courtois.

Den bakke, Belgien skulle finde over, var pludselig blevet til et bjerg.

Intet tydede på, at det skulle lykkes. Spillerne skændtes internt på banen, og Senegal var på vej til at cruise sig i ottendedelsfinalen.

Men ud af ingenting ændrede alt sig på tre minutter. Pludselig stod Lukaku fri i feltet og drejede en reducering i nettet, og i 89. minut kom Senegals keeper skidt ud til et indlæg, som Tielemans kunne heade ind.

I stedet for belgiske skænderier og jublende senegalesere skulle kampen i forlænget spilletid.

De grønblusede afrikanere lignede pludselig rådyr fanget i en bils forlygter. I første halvleg af forlængelsen anede de ikke deres levende råd, og kun Belgien spillede reelt fodbold.

Anden halvleg blev mere lige, men den mærkværdige kamp skulle selvfølgelig have en vild afslutning.

Kort forinden en afgørelse i straffesparkskonkurrence var en realitet, faldt Tielemans til jorden i feltet efter en senegalesisk tackling.

Et langt VAR-tjek resulterede i et straffespark, men det tog flere minutter at få det afviklet på grund af voldsomme protester fra Senegal.

Til sidst fik Tielemans dog bolden i hænderne, placerede den på pletten og sendte den utageligt helt op i det ene hjørne.

Comebacket var fuldbyrdet, men selv belgierne må have svært ved at forstå, hvordan de fortsat er en del af VM-slutrunden.

RITZAU