Andreas Cornelius er kendt for sin store fysiske størrelse, men hvis man kun vurderede ham ud fra de godt 20 minutter fra kampen mod Wales, ville en sammenligning med Lionel Messi ikke være skudt helt ved siden af.

Den danske angriber viste et par gange stor teknisk kunnen, da han tryllede med sit venstreben og satte den ene og anden modstander.

»Det var sjovt. Jeg endte i nogle situationer, hvor det lige passede med et par driblinger,« siger Andreas Cornelius og tilføjer:

»Det er svært selv at sætte ord på, men jeg synes, det var et godt indhop, det var det, og det var en kamp, som passede mig godt. De stod højt og pressede, og det gav lidt plads i den anden ende,« forklarer han.

Cornelius havde et flot indhop mod Wales.
Cornelius havde et flot indhop mod Wales. KENZO TRIBOUILLARD

At driblingerne hurtigt blev en ting derude, er også blevet bemærket af danskeren. Dog ikke ret meget fra Wales-egnen, hvor han tidligere havde et ophold i Cardiff uden succes.

»Jeg har lagt mærke til, at der er mange, der har skrevet nogle sjove ting. Der er mange, der har skrevet til mig, at det var godt af holdet, men også at det var et godt indhop, men ikke fra waliserne,« bemærker han og fortsætter:

»Jeg så, at der var en af mine tidligere holdkammerater, der havde skrevet 'han var vist meget god ham der' eller et andet. Haha, men altså, ikke fra dem. Det er også mange år siden. Jeg ved sgu ikke, hvor mange af dem der er tilbage. Jeg kunne faktisk kende to fysioterapeuter fra Wales. De var i Cardiff, da jeg var der. Dem sagde jeg lige hej til,« lyder det fra Cornelius, der endnu ikke er begyndt at blive kaldt Messi af landsholdskammeraterne eller andre.

»Jeg har ikke fået kælenavne, men der var mange, der syntes, at det var lidt sjovt, at jeg er begyndt at drible.«

Cornelius bar rundt på Braithwaite efter kampen mod Wales.
Cornelius bar rundt på Braithwaite efter kampen mod Wales. OLAF KRAAK

Cornelius går ikke bare forrest med sine driblinger.

Også på hotellet i Helsingør er han en af dem, der skaber noget stemning, og på de sociale medier er det også tydeligt at se, at han hver gang er blandt dem, der er i centrum for de sociale aktiviteter.

»Jeg prøver at få lidt humør ind. Vi har været sammen i fem uger, og jeg synes, det er vigtigt at prøve at skabe en god stemning. Når vi ikke lige er på banen og skal være seriøse, er det vigtigt at grine og have det sjovt. Jeg tror ikke, der er nogen, som har fået lejrkuller endnu, og jeg kunne i hvert fald godt tage fem uger endnu. Det gælder om at holde humøret højt,« slår Andreas Cornemessi fast.