Morten Olsen smed en bombe i forbindelse med tirsdagens landsholdsudtagelse, da han annoncerede, at han stopper som Danmarks landstræner d. 1. juli 2016, når hans nuværende kontrakt med DBU udløber.
Foran den samlede danske sportspresse forklarede Morten Olsen, at han havde truffet sin beslutning efter grundige overvejelser i løbet af vinteren.
»Jeg har benyttet vinteren til at tænke over mit eget liv. Mit fodboldliv. Vi skal alle gøre status over, hvad man har lavet og skal lave fremover. Efter 19 år som spiller i rød-hvide farver, og nu snart 16 år som træner, er det en emotionel beslutning, man skal tage. Jeg har aldrig anset det her job for et arbejde. Det er mere en livsstil. Jeg har altid været stolt af det. Altid brændt for det og følt mig hjemme,« sagde Morten Olsen og fortsatte:
Læs også:
»Jeg har indimellem haft henvendelser og tilbud, men været loyal overfor DBU. Jeg har ikke haft svært ved at være loyal, for jeg var i det job, jeg ønskede. Jeg er topmotiveret og stadig dedikeret om de opgaver. Jeg har normalt en aftale med DBU om, at vi ud på efteråret skal tale om fremtid,« sagde Olsen, før bomben så kom:
Læs også:
»Jeg har taget min beslutning. Jeg er ikke i det her job efter 2016. Det har jeg gjort af to grunde. Jeg er allerede klar over min situation, og jeg vil ikke have de forstyrrende elementer, at folk diskuterer, om jeg er her eller ej. DBU får længere tid til at finde en afløser. det kan evt være en, der er i job. så kan DBU give ham muligheden. jeg har meddelt det til Jesper Møller og anfører Daniel Agger. Nu har der været for meget fnidderfnadder, så lad os nu kigge fremad,« sagde Olsen, der altså stopper som Danmarks fodboldboss i sommeren 2016.
Hvem vil være den bedste afløser for Morten Olsen? Kom med dit bud her: