Over fire dage behandles en sag mod en professionel fodboldspiller, der er tiltalt for overgreb og krænkelser.

En fodboldspiller, der anklages for blandt andet overgreb, skal for retten i juni, hvor sagen mod ham er berammet til fire dage.

Det oplyser Københavns Byret.

Der er tale om en professionel fodboldspiller, der er tiltalt for et seksuelt overgreb på en kvinde og krænkelser af yderligere to kvinder.

Fodboldspilleren er beskyttet af et navneforbud, hvorfor det ikke er muligt at komme nærmere ind på, hvem den pågældende spiller er, eller hvilken klub han er en del af. Han har tidligere nægtet sig skyldig i anklagerne.

Sagen mod ham kører i Københavns Byret 6., 8., 13. og 23. juni.

Ifølge anklageskriftet skal han i april på Hotel Imperial i København have befølt en kvinde på brysterne under blusen, forsøgt at tiltvinge sig samleje med hende og tvunget hende til oralsex.

Ifølge anklagemyndigheden er der tale om blufærdighedskrænkelse, forsøg på voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

I to andre tilfælde i sommer har han ifølge anklageskriftet krænket kvinder. Den ene skal han blandt andet have forsøgt at kysse flere gange og berørt hendes bare lår.

Den anden skal han blandt andet have kysset på munden, halsen og brysterne uden samtykke.

Fodboldspilleren sad i knap en måned varetægtsfængslet i sagen, før han blev løsladt i oktober.

Han blev varetægtsfængslet 10. september af en dommer i Københavns Byret. 4. oktober afgjorde byretten, at han skulle løslades.

Men anklageren kærede beslutningen til landsretten, hvorfor han sad fængslet yderligere tre dage, indtil Østre Landsret også besluttede at sætte ham fri – dog stadig sigtet for overgrebet og krænkelserne.