Vinderen har altid ret.

Alligevel var Barcelona-stjernen Gerard Piqué ganske sikker i sin sag, da han udtalte sig til medierne efter søndagens 2-0-nederlag i topbraget mod Real Madrid.

»Real Madrid i første halvleg var det værste Madrid-hold, jeg har spillet imod på Bernabeu. Vi missede muligheden for at ramme dem. Men vi skal spille bedre, end vi gjorde i anden halvleg,« sagde Gerard Pique ifølge AS.

Pausestillingen i søndagens El Clásico var 0-0, inden Real Madrid tog sig sammen og scorede to gange ved henholdsvis Vinicius Jr. og Mariano Diaz.

Gerard Piqué (tv.) diskuterer med kampens første målscorer, Vinicius Jr.
Gerard Piqué (tv.) diskuterer med kampens første målscorer, Vinicius Jr. OSCAR DEL POZO

Efterfølgende sin udtalelse forsøgte Piqué at nedtone sagen ved at sige, at det ikke var en kritik af Real Madrid, men da var skaden sket.

Reporterne i Spanien tog straks Piqués udtalelse med over til hans tidligere landsholdsmakker i det centrale forsvar, Sergio Ramos (Gerard Piqué er stoppet på landsholdet), for at høre, hvad han havde at sige til det.

Og han var relativt ligeglad med Piqués kritik.

»Alle har ret til deres mening,« indledte Ramos sit svar ifølge AS.

Mere jubel var der at spore hos Sergio Ramos.
Mere jubel var der at spore hos Sergio Ramos. SERGIO PEREZ

»Jeg vil have det fint med at vinde alle Clásico-kampe gennem en første halvleg, der er så ringe, som han påstår. I første halvleg lod vi dem have bolden, og i anden halvleg besluttede vi os for at give mere. De var ikke så friske, og vi begyndte at kreere chancer,« sagde Sergio Ramos.

Sergio Ramos og Real Madrid tog med sejren teten i La Liga, hvor de er gået forbi Barcelona og fører med et enkelt point.

Martin Braithwaite kom ind i kampen og fik cirka 20 minutter på banen, hvor han både fik en stor chance og havde en uheldig rolle undervejs. Læs mere om det her.

Næste mulige Braithwaite-kamp bliver på lørdag, hvor Barcelona hjemme tager imod Real Sociedad.