Han var en fri fugl på transfermarkedet, og rygterne sendte ham hjem til Spanien for at lege med Lionel Messi.

Men nu har Juan Mata efter årelange forhandlinger valgt at skrive under på en ny kontrakt med Manchester United.

»Det er en ære at fortsætte med at repræsentere denne fantastiske klub og vores fantastiske fans,« siger Mata til Uniteds hjemmeside.

FC Barcelona blev særligt tidligere på foråret nævnt som en mulighed for Mata, som stod til at være kontraktfri den 1. juli.

Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

I den spanske sportspresse forlød det, at Mata forhandlede med den spanske storklub. Det meste af aftalen skulle være forhandlet på plads, og eneste springende punkt var kontraktlængden.

Men den aftale døde altså, så nu dedikerer den 31-årige boldbegavelse sig i stedet til Manchester United.

Den tidligere spanske landsholdsspiller og tidligere Chelsea-stjerne kom til Premier League-giganterne i sommeren 2013 for i omegnen af 375 millioner kroner.

Siden da har han spillet 218 kampe og scoret 45 mål i en svær og svingende periode for klubben, som har ansat Ole Gunnar Solskjær som permanent manager i håbet om, at han kan bringe storheden tilbage på Old Trafford.