Mikkel Duelund gør sig i øjeblikket langt fra dansk fodbold, da han tjener sine skillinger i ukrainsk fodbold.

Dynamo Kiev-spilleren har aldrig spillet en landskamp for Danmark, men ikke desto mindre ser han gode muligheder for at komme med til det udskudte EM, når det skal spilles .

»EM vil altid være på min radar. Hvis EM skulle spilles i 2020, så ville det ikke (være det, red.). Det må jeg være ærlig og erkende, det har jeg ikke haft tid til at spille mig til,« siger han til TV3 Sport og tilføjer, at sagen er en helt anden med et år til.

Ikke mindst fordi Kasper Hjulmand til den tid er landstræner, mener han.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg kender mig selv og mine kvaliteter, og jeg ved, at jeg kan bidrage på det hold og specielt under Hjulmand.«

»Kald mig en ukuelig optimist, men jeg tror på, at hvis min krop fortsætter med at gøre, som jeg gerne vil, så er der gode muligheder for, at jeg kommer i betragtning til det hold.«

Mikkel Duelund skiftede i 2018 dansk fodbold og FC Midtjylland ud med Dynamo Kiev.

Han står noteret for 24 U21-landskampe, men har altså endnu ikke spillet for A-landsholdet.