Kanye West var på plads, da Inter vandt 1-0 over Atletico Madrid i Champions League.

Det kunne overraske, men det skal ses i lyset af, at et noget opsigtsvækkende samarbejde så dagens lys for godt en uge siden.

For da superstjernen, hiphop-kunstneren, ja, altmuligmanden Kanye West udgav sit seneste album med rapperen Ty Dolla Sign vakte det opsigt, at en gruppe fodboldfans stod krediteret for dele af teksten på to af numrene på 'Vultures 1'.

Således agerer 200 ultras fra Inter Milan-fangruppen 'Nerazzurri Curva Nord' kor på sangene 'Stars' og 'Carnival' på det nye album.

Sidstnævnte er endda i skrivende stund det med afstand mest populære nummer på pladen og ligger som nummer seks på Spotifys globale top-50.

Curva Nord er den del af San Siro, hvor de med afstand mest vokale stemningsskabende fans holder til, og den Chicago-baserede musiker har altså udpeget netop dem til nu at skulle bidrage til stemningen på 'Vultures'.

Noget kan endda tyde på, at grupperingen af italienske ultras har smittet af på den kontroversielle superstjerne.

I hvert fald var hitmageren at finde på San Siros lægter under Champions League-kampen mellem Inter Milan og Atlético Madrid.

Kanye Wests outfits har det med at stjæle meget opmærksomhed – her sammen med Tyler, the Creator.
Kanye Wests outfits har det med at stjæle meget opmærksomhed – her sammen med Tyler, the Creator. Foto: Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

West spiller koncert i Bologna på søndag og havde ifølge Gazzetta dello Sport besluttet sig for at lægge vejen forbi det legendariske stadion, nu han alligevel er i støvlelandet.

Superstjernen har trukket overskrifter både før, under og efter udgivelsen af albummet, hvor især billeder af Ye's nye kæreste iført både bizar og minimale mængder af tøj har forarget mange.

Læs mere om det – her.

I den anden ottendedelsfinale spillede PSV Eindhoven og Borussia Dortmund 1-1.